Indledning
Nord Nytt 103: Tværfaglig(hed i) akademisk praksis
Hvad er forskellen på tværvidenskabelig forskning og non-disciplinæritet, multi- og plura-disciplinaritet, tværfaglighed, flerfaglighed, inter- og transdisciplinaritet? Lader tværfaglighed sig overhovedet at gøre, eller handler tværfaglig forskning og fælles projekter snarere om, at man er flerfaglig? Det vil sige, at man anskuer en fælles problematik ud fra flere faglige vinkler, men uden at lave egentlige metodiske eller analytiske synteser. Og kan man som forsker eller studerende være tværfaglig og have faglig integritet på samme tid? Disse er nogle af de spørgsmål, der er udgangspunktet for dette nummer af Nord Nytt, som handler om tværfaglighed i akademisk praksis.
Der er mange holdninger til tværfaglighed i og uden for de tværfaglige projekter og institutioner. Nogle vil opfatte en mangfoldighed på perspektiver og metoder i flerfaglige projekter som tegn på stimulerende åbenhed og tolerance, mens andre ser det et som udtryk for en skadelig relativisme og eklektisme. Det rejser spørgsmålet om, hvad der betragtes som ”rigtig viden” inden for forskellige fagtraditioner, dvs. hvordan viden altid artikuleres i relationer.
Der er også forskel på om tværvidenskabelig forskning har primært administrativ eller intellektuel karakter. I en videnskabshistorisk optik på fagdisciplinernes specialisering og disciplinopbygning ses, at disse processer tog fart fra anden halvdel af 1800-tallet. En vigtig figur i nyere dansk etnologi der for alvor gjorde op med specialiseringen var M. Foucault med den videnskabsteoretiske position at enhver radikal nytænkning sprænger rammerne for ”de humane videnskaber”. I dag tilslutter mange sig til Bruno Latours opgør med den konventionelle disciplinære bokstænkning og introduktion af refleksive studier. De refleksive studier spredes i netværk ved at skabes i ”hybridiseringer frem for i grænser mellem discipliner. I forlængelse af dette forekommer videnskabsteorisk tænkning at være tværvidenskabelig par excellence ved at overskride alle fagdiscipliner og være tværvidenskabelig i sin grundform, som det også viser sig i de forskellige forskningsretningers kongerækker af videnskabsteoretikere.
Et konkret eksempel på tværfaglig akademisk praksis af intellektuel karakter kunne blandt andre være etnologers, folkloristers, historikeres, idéhistorikeres, sociologers og antropologers møde omkring læsningen af kulturteoretikeren (antropolog) Clifford Geertz i visse akademiske kredse sidst i 1980erne.
Baggrunden for mange konkrete tværvidenskabelige projekter og temainstitutioner har ofte snarere administrativ og forskningspolitisk karakter, end intellektuel. Det giver helt andre udfordringer for samarbejdet. Ikke mindst fordi det er et stærkt politiseret område. Disciplinerne kæmper om faglig anerkendelse, eksistensberettigelse, og interne såvel som eksterne økonomiske bevillinger. I forlængelse af dette er det også være værd at bemærke, ”at fordringen om interdisciplinæritet flugter godt med bestræbelser på at omdanne universitetet til en fleksibel organisation der hurtigt kan omstille sig til markedets skiftende behov”, som en af artikelforfatterne formulerer det i dette temanummer.
Formuleringen af nye forskningspolitiske idealer spiller også ind i gennemslagskraften for den eksplicitte tværfaglige forskning. Eksempler på det kunne være de interdisciplinære reformuniversiteter i 1970erne og temainstitutioner i 1990erne. De havde som ideal at skabe rammer for, at samfundsrelevante og videnskabelige problemstillinger skulle stå i centrum for forskningen, og altså ikke de enkelte fagdiscipliner.
Temanummeret består af fire artikler, der på forskellig vis, dels reflekterer over tværfaglighed i akademisk praksis på baggrund af egne studier eller forskning, dels demonstrerer tværfaglige analytiske studier.
Charlotte Jensen formidler i artiklen ”Gevinster og udfordringer i tværvidenskabelig forskning” en indsigt i tværfagligt samarbejde om 'menneske og natur'. Hun kommer ind på nogle af de konflikter, der opstår i mødet mellem et antropologisk og et naturvidenskabeligt menneskesyn. Artiklen handler om de vanskeligheder af fagdisciplinær og institutionel art, der ofte forhindrer egentlig tværvidenskabelige arbejder. Charlotte Jensen viser, at det på mange måder er nyttigt at arbejde tværfagligt. Samarbejdet mellem forskellige videnskaber er både nødvendigt og potentielt nyskabende, men idealet for tværvidenskabelig forskning er vanskeligt at leve op til i praksis. Charlotte Jensen illustrerer med flere eksempler, at et sådan samarbejde tager lang tid. Det tillader de strukturelle rammer ikke.
Sofie Jensen diskuterer i sin artikel ”Arkæologisk versus Etnologisk - Med kulturlandskabet som case” forskelle og ligheder mellem arkæologi og etnologi. Sofie Jensen argumenterer for, at både arkæologi og etnologi ville have faglig glæde af at blive bevidste om hinandens forskelle og ligheder. På et sådant vidensgrundlag kunne fagene udvikle egentlige samarbejder i forsknings- og formidlingsmæssig sammenhæng. Det flervidenskabelige samarbejde åbner nye muligheder for de to fagdiscipliner, muligheder som samtidig er helt oplagte, og som er en følge af fagenes beslægtethed.
I artiklen ”Mellem tekst og interaktion -bidrag til en interdisciplinær diskursanalyse” argumenterer Anders Horsboel for, at konkrete, sociale praksisser er mere komplekse end almindeligvis antaget i tekst- og interaktionsstudier. Artiklen er et bidrag til en interdisciplinær diskursanalyse Han kritiserer de snævre og adskilte tekst- og interaktionsbegreber og viser, at det er udvekslingsrelationer mellem tekst og interaktion, der er centrale i sociale praksiser. Som empirisk eksempel på dette inddrages den såkaldte 'borgerjury' om genmodificerede planter, som blev afholdt af Teknologirådet i foråret 2005.
I temanummerets sidste bidrag ”Mørkekammer: Genkaldelse og fremkaldelse: Om digt og fotografi, erindring og perception og sprogspsykologiens tværfaglige metode” demonstrerer Reneta Recke de interdisciplinære udfordringer i sprogspsykologien. Det gør hun ved at undersøge forholdet mellem hukommelse, erindring og fotometaforik, Ved at analysere et digt af Pia Tafdrup og et fotografi af Emanuelskirken i Berlin, argumenterer Renate for, hvordan ord og billeder supplerer hinanden, og hvordan sprogpsykologien som tværfaglig disciplin kan bruges til både digt og fotografi.
God fornøjelse med læsningen!
Temaredaktionen
Nord Nytt 103: Tværfaglig(hed i) akademisk praksis
Hvad er forskellen på tværvidenskabelig forskning og non-disciplinæritet, multi- og plura-disciplinaritet, tværfaglighed, flerfaglighed, inter- og transdisciplinaritet? Lader tværfaglighed sig overhovedet at gøre, eller handler tværfaglig forskning og fælles projekter snarere om, at man er flerfaglig? Det vil sige, at man anskuer en fælles problematik ud fra flere faglige vinkler, men uden at lave egentlige metodiske eller analytiske synteser. Og kan man som forsker eller studerende være tværfaglig og have faglig integritet på samme tid? Disse er nogle af de spørgsmål, der er udgangspunktet for dette nummer af Nord Nytt, som handler om tværfaglighed i akademisk praksis.
Der er mange holdninger til tværfaglighed i og uden for de tværfaglige projekter og institutioner. Nogle vil opfatte en mangfoldighed på perspektiver og metoder i flerfaglige projekter som tegn på stimulerende åbenhed og tolerance, mens andre ser det et som udtryk for en skadelig relativisme og eklektisme. Det rejser spørgsmålet om, hvad der betragtes som ”rigtig viden” inden for forskellige fagtraditioner, dvs. hvordan viden altid artikuleres i relationer.
Der er også forskel på om tværvidenskabelig forskning har primært administrativ eller intellektuel karakter. I en videnskabshistorisk optik på fagdisciplinernes specialisering og disciplinopbygning ses, at disse processer tog fart fra anden halvdel af 1800-tallet. En vigtig figur i nyere dansk etnologi der for alvor gjorde op med specialiseringen var M. Foucault med den videnskabsteoretiske position at enhver radikal nytænkning sprænger rammerne for ”de humane videnskaber”. I dag tilslutter mange sig til Bruno Latours opgør med den konventionelle disciplinære bokstænkning og introduktion af refleksive studier. De refleksive studier spredes i netværk ved at skabes i ”hybridiseringer frem for i grænser mellem discipliner. I forlængelse af dette forekommer videnskabsteorisk tænkning at være tværvidenskabelig par excellence ved at overskride alle fagdiscipliner og være tværvidenskabelig i sin grundform, som det også viser sig i de forskellige forskningsretningers kongerækker af videnskabsteoretikere.
Et konkret eksempel på tværfaglig akademisk praksis af intellektuel karakter kunne blandt andre være etnologers, folkloristers, historikeres, idéhistorikeres, sociologers og antropologers møde omkring læsningen af kulturteoretikeren (antropolog) Clifford Geertz i visse akademiske kredse sidst i 1980erne.
Baggrunden for mange konkrete tværvidenskabelige projekter og temainstitutioner har ofte snarere administrativ og forskningspolitisk karakter, end intellektuel. Det giver helt andre udfordringer for samarbejdet. Ikke mindst fordi det er et stærkt politiseret område. Disciplinerne kæmper om faglig anerkendelse, eksistensberettigelse, og interne såvel som eksterne økonomiske bevillinger. I forlængelse af dette er det også være værd at bemærke, ”at fordringen om interdisciplinæritet flugter godt med bestræbelser på at omdanne universitetet til en fleksibel organisation der hurtigt kan omstille sig til markedets skiftende behov”, som en af artikelforfatterne formulerer det i dette temanummer.
Formuleringen af nye forskningspolitiske idealer spiller også ind i gennemslagskraften for den eksplicitte tværfaglige forskning. Eksempler på det kunne være de interdisciplinære reformuniversiteter i 1970erne og temainstitutioner i 1990erne. De havde som ideal at skabe rammer for, at samfundsrelevante og videnskabelige problemstillinger skulle stå i centrum for forskningen, og altså ikke de enkelte fagdiscipliner.
Temanummeret består af fire artikler, der på forskellig vis, dels reflekterer over tværfaglighed i akademisk praksis på baggrund af egne studier eller forskning, dels demonstrerer tværfaglige analytiske studier.
Charlotte Jensen formidler i artiklen ”Gevinster og udfordringer i tværvidenskabelig forskning” en indsigt i tværfagligt samarbejde om 'menneske og natur'. Hun kommer ind på nogle af de konflikter, der opstår i mødet mellem et antropologisk og et naturvidenskabeligt menneskesyn. Artiklen handler om de vanskeligheder af fagdisciplinær og institutionel art, der ofte forhindrer egentlig tværvidenskabelige arbejder. Charlotte Jensen viser, at det på mange måder er nyttigt at arbejde tværfagligt. Samarbejdet mellem forskellige videnskaber er både nødvendigt og potentielt nyskabende, men idealet for tværvidenskabelig forskning er vanskeligt at leve op til i praksis. Charlotte Jensen illustrerer med flere eksempler, at et sådan samarbejde tager lang tid. Det tillader de strukturelle rammer ikke.
Sofie Jensen diskuterer i sin artikel ”Arkæologisk versus Etnologisk - Med kulturlandskabet som case” forskelle og ligheder mellem arkæologi og etnologi. Sofie Jensen argumenterer for, at både arkæologi og etnologi ville have faglig glæde af at blive bevidste om hinandens forskelle og ligheder. På et sådant vidensgrundlag kunne fagene udvikle egentlige samarbejder i forsknings- og formidlingsmæssig sammenhæng. Det flervidenskabelige samarbejde åbner nye muligheder for de to fagdiscipliner, muligheder som samtidig er helt oplagte, og som er en følge af fagenes beslægtethed.
I artiklen ”Mellem tekst og interaktion -bidrag til en interdisciplinær diskursanalyse” argumenterer Anders Horsboel for, at konkrete, sociale praksisser er mere komplekse end almindeligvis antaget i tekst- og interaktionsstudier. Artiklen er et bidrag til en interdisciplinær diskursanalyse Han kritiserer de snævre og adskilte tekst- og interaktionsbegreber og viser, at det er udvekslingsrelationer mellem tekst og interaktion, der er centrale i sociale praksiser. Som empirisk eksempel på dette inddrages den såkaldte 'borgerjury' om genmodificerede planter, som blev afholdt af Teknologirådet i foråret 2005.
I temanummerets sidste bidrag ”Mørkekammer: Genkaldelse og fremkaldelse: Om digt og fotografi, erindring og perception og sprogspsykologiens tværfaglige metode” demonstrerer Reneta Recke de interdisciplinære udfordringer i sprogspsykologien. Det gør hun ved at undersøge forholdet mellem hukommelse, erindring og fotometaforik, Ved at analysere et digt af Pia Tafdrup og et fotografi af Emanuelskirken i Berlin, argumenterer Renate for, hvordan ord og billeder supplerer hinanden, og hvordan sprogpsykologien som tværfaglig disciplin kan bruges til både digt og fotografi.
God fornøjelse med læsningen!
Temaredaktionen
